1992-1997. Opbygningen af et storhold

Her kan der læses om Lazios historie fra 1974-94. S.S. Lazio opnår i sæsonen 73/74 et absolut højdepunkt. Endelig lykkes det for Roms ældste klub at vinde Il Scudetto. Jublen vil ingen ende tage. Italien og resten af verden ligger for fædderne af Chinaglia & co. Selvom de næste sæsoner også byder på hæderlige placeringer, skal tingene dog vise sig at ændre sig ret så hurtigt. I 1980 bliver Lazio sammen med Milan tvangsnedrykket. Dette er starten på en længere nedtur og et af de sorteste kapitler i hovedstadsklubbens historie. Man formår ikke at rykke tilbage til Serie A i samme sæson, men må tilbringe tre sæsoner i Serie B, og da det endelige lykkedes at vende tilbage til den fornemste række, bliver det kun til to magre sæsoner inden man igen må tilbage til Serie B. Den helt store nedtur kommer i sæsonen 86/87, hvor Lazio først efter play-off kampe og i sidste øjeblik får reddet sig på målstregen, og undgår nedrykning til Serie C.

Men allerede året efter forsvinder de tunge truende skyer og langsomt er himlen atter lyseblå. Med en ung Paolo Di Canio på holdet formår man via en 3. plads i Serie B igen at vende tilbage til det fine selskab. Her etablerer holdet sig hurtigt midt i rækken. Paolo Di Canio ryger mod sin vilje videre til Juventus, men Lazio-holdet byder i den efterfølgende periode alligevel på offensive profiler som uruguayeren Ruben Sosa og tyskerne Karl-Heinz Riedle og Thomas Doll. De er stjernerne på holdet og scorer målene. Alligevel formår man ikke at tage det sidste skridt mod toppen af ligaen. I fire sæsoner fra oprykningen i 88 til 92 placerer man sig ikke bedre end nummer 9. Men det skulle der blive lavet om på. Alt i mens Lazio er i gang med sit comeback til Serie A, sker der ting og sager andre steder i den italienske fodboldverden. I den lille klub Foggia er den tjekkiskfødte træner Zdenek Zeman i gang med at skabe mirakler. Ikke alene fører han Foggia med rekordfart fra Serie C til Serie A, han gør det med stil. Hans kompromisløse offensive spillestil resulterer i imponerende flot fodbold, ikke noget man er vant til i Italien. 'Zdengo' sværger til en ekstrem offensiv 4-3-3, en spillestil der i starten af hans karriere gav ham enorm succes. Foggia-holdet fremviser således en skræmmende angrebstrio med Roberto Rambaudi til højre, Fransesco Baiano i midten og en ung Guiseppe Signori til venstre. Den lille fattige klub fra syditalien overasker i debutsæsonen 91/92 alle med en flot 9. plads, lige over Lazio på 10. pladsen. Sæsonen 92/93 Foggia bliver med deres stil hurtigt mange tifosis næstfavoritter. Også den stenrige forretningsmand Sergio Cragnotti. Som ægte romer er hans favoritklub dog Lazio, og da han i '92 køber aktiemajoriteten i klubben starter en helt ny æra i Lazios historie. Mange års nedtur med elevatorture mellem A og B og middelmådige placeringer skal forbedres og Cragnotti har kapitalen til at gøre det.

Han elsker Lazio og er klar til bruge mange penge for at føre holdet til toppen. Missionen er en succes fra dag et. Op til første sæson forstærker han holdet på flere pladser. Først og fremmest med målmandslegenden Dino Zoff i trænersædet. Til forsvaret henter han Torino-legenden Roberto Cravero og en ung Guiseppe Favalli. Midtbanen bliver skiftet ud og ind kommer Aron Winter, Dario Marcolin, Diego Fuser og det engelske stjernefrø Paul Gascoigne. Til angrebet er Cragnotti blevet forelsket i Foggias Signori og henter ham i en handel, hverken han eller Laziali nogensinde kommer til at fortryde. De nye dyrt indkøbte spillere ruller sig ud. Selvom man ikke er med i kampen om mesterskabet er Lazio alligevel sæsonens åbenbaring. Man scorer et hav af mål og spiller nogle legendariske kampe. Hjemme på Olimpico holder Signori & co. flere gange målfest: 4-0 mod Udinese, 4-3 mod Napoli, 5-0 mod Ancona, 5-2 mod Parma og 3-0 mod Atalanta. Men nogle af sæsonens bedste kampe bliver spillet på udebane: 3-3 mod Sampdoria, 3-5 mod dengang suveræne Milan og 2-0 sejr mod Fiorentina varsler alle om nye tider for Lazio. Som sagt formår holdet aldrig at blande sig i mesterskabskampen, men da sæsonen er slut er man nummer 5, og det er den bedste placering i 18 år. Desuden bliver Beppe Signori topscorer og Lazio bliver suveræn ligaens mest scorende hold med 65 mål i de 34 kampe. Sæsonen 93/94

Cragnotti er opsat på at fremgangen skal forsætte og forstærker holdet yderligere frem mod sæsonen 93/94. Luca Marchegiani, Paolo Negro og Roberto Di Matteo bliver hentet. Desuden har Cragnotti den store pung fremme, da han henter Pierluigi Casiraghi fra Juventus. Men sæsonen starter dårligt og efter en tredjedel af sæsonen er man blot placeret midt i rækken. Men langsomt arbejder Lazio sig op i tabellen, og i den sidste halvdel af sæsonen er det kun mestrene fra Milan, der formår at lave ligeså mange point som Biancoleste. Men helt til tops når man aldrig, men både placering og pointantal forbedres. De skyblå slutter på 4. pladsen, men kun pga. en dårligere målscore end Sampdoria på 3. pladsen. Endnu gang scorer man mange mål, 55, næstbedst af alle hold. Endnu engang bliver Guiseppe Signori topscorer med 23 mål i de 24 kampe han når at spille. Udover succes med Lazio opnår en håndfuld af spillerne som afslutning på sæsonen, at markerer sig til VM-slutrunden i USA ´94. Aron Winter med Holland når semifinalen mod Brasilien, hvor Winter scorer, men Holland ryger ud. Italiens hold er domineret af Milan, Parma og Juventusspillere, men 3 profiler fra Lazio er alligevel med. Målmand Luca Marchegiani opnår 3 kampe, da førstekeeper Gianluca Pagiluca bliver udvist mod Norge, og angrebsduoen Signori/Casiraghi spiller som i kvalifikationen sammen i front. Men senere ryger begge på bænken som ofre for træner Arrigo Sacchis taktiske spil. Den femte Lazio-spiller med kampe under VM i USA '94 er den argentinske forsvarsspiller Jose Antonio Chamot, som Cragnotti køber op til 94/95 sæsonen. Men det er langt fra den vigtigste tilføjelse det år. Sæsonen 94/95 Sergio Cragnotti havde hele tiden haft et godt øje til den karismatiske tjekke Zdenek Zeman, og han forenede endelige Zeman med Signori, og tillod samtidigt Zeman at købe en af hans favoritspiller, Roberto Rambaudi. Desuden blev kroaten Alen Boksic og Giorgio Venturin hentet. Med Zeman ved roret blev spillestilen ændret til 4-3-3 og unge spillere af egen avl som Alessandro Nesta, Marco Di Vaio og Alessandro Grandoni blev med stor succes introduceret.

Zeman bruger ikke lang tid på at lære sine spillere den til tider naive spillestil. Lazio har dette år sin mest succesfulde sæson siden mesterskabet i '74. Igen starter man lidt svagt og slutter fantastisk af. Det resulterer endnu engang i en fantastisk kampagne, uden at man reelt er en mesterskabstrussel. Længe kæmper Juventus og Parma en kamp om Il Scudetto langt foran de andre hold. Juventus vinder kampen og Parma må til allersidst også se sig overhalet af Lazio i kampen om sølvet. Dog kun på målscoren. Men hvilken én. Det Lazio ikke kan på point, gør de til gengæld til fulde, når man snakker mål og underholdning. De 69 mål man præsterer er kun en gang siden blevet matchet (Roma 98/99) i tiden med 34 kampe. Og Zemans taktik er klar. På udebane vil man være afventende og gå efter pointene. Det resulterede i udesejre mod både Inter (2-0) og en legendarisk 3-0 sejr i Torino mod de senere mestre Juventus. Men afventende og taktisk kan man ikke kalde Lazios præstationer på Olimpico dette år. Med 50 mål i de 17 hjemmekampe forkælede de lyseblå hjemmepublikummet. Nogle af resultaterne kan man kun drømme om her 22 år senere: Milan (4-0), Fiorentina (8-2), Inter (4-1), Foggia (7-1), Napoli (5-1), Padova (5-1), Genoa (4-0) og Torino (3-0). Sæsonen 95/96

Historien gentager sig i 95/96. Man følger meget godt med, men formår ikke at tage det afgørende skridt. Truppen er stort set uforandret, kun marginalspillerne Esposito og Gottardi bliver tilføjet til truppen forud for sæsonen, mens en skadesplaget Gascoigne tager tilbage til England. Der er forsat masser af mål i Lazio, og med en flot 3. plads opnår man den fjerde top 5 placering på 4 år, og kan nu for alvor kalde sig tophold. Med 'kun' 66 mål oplever holdet på alle fronter en lille tilbagegang. Men Cragnotti har forsat fuld tillid til sin træner. Men det varer ikke længe. Sæsonen 96/97 Op til 96/97 sæsonen oplever man en mindre spillerflugt; Cravero, Di Matteo, Winter og Boksic, der alle var stamspillere, forlader klubben. Som erstatning bringer man i stedet de to australske spillere Paul Okon og Mark Fish, samt en tjekke med stor succes ved EM i England '96: Pavel Nedved. Derudover køber Lazio den angriber, der med to hattricks imod Lazio formåede at lave 24 mål for den lille klub Bari, og dele topscorerværdigheden med Signori: Igor Protti. Alt er kridtet op til at nu skal det være.

Men fra starten af sæsonen går det helt galt. Man kommer elendigt fra start og hvad værre er; man scorer slet ikke så mange mål som tidligere. Ved juletid ligger man kun placeret lige over nedrykningspladserne, og da Cragnottis ambitioner er til mere, får Zeman sparket i januar '97. Istedet bringer man igen Dino Zoff, der i mellemtiden er blevet en del af ledelsen, ned på træningsbænken. Han formår at vende skuden og få resultaterne i hus. Lazio slutter på en 4. plads. Sergio Cragnotti henter efter sæsonen svenskeren Sven-Göran Eriksson ind som træner og en ny æra begynder. Med fem placeringer i top 5 er perioden fra 92-97 blandt de mest succesrige i Lazios historie. Man kan sige, det var i den periode grundstenene blev lagt til den succes, man senere oplevede med både nationale og internationale titler. Sergio Cragnotti var på den tid elsket af alle Laziali. Han købte klubben og alle de stjerner, der skulle til. Men det sidste skridt manglede, man vandt ikke en titel i perioden, men masser af fans og respekt. Man scorede over de 5 sæsoner 309 mål i Serie A (snit pr. kamp: 1,8 mål, flest af alle i perioden), og lukkede 200 mål ind i den anden ende, hvilket giver et målgennemsnit på 2,99 mål pr.kamp Lazio var involveret i. Og næsten vigtigst af alt; i alle de fem sæsoner ender man over ærkerivalerne fra Roma, og har et lille overtag på dem i de indbyrdes opgør. Statistik i perioden 92-97 (kun Serie A): 92/93: 5. plads, 51 point, målscore: 65-51 Signori (26 mål), Fuser (10), Riedle (8), Winter (6) 93/94: 4. plads, 61 point, målscore: 55-40 Signori (23), Cravero (5) 94/95: 2. plads, 63 point, målscore: 69-34 Signori (17), Casiraghi (12), Boksic (9), Winter (5), Fuser (5) 95/96: 3. plads, 59 point, målscore: 66-38 Signori (24), Casiraghi (14), Winter (6), Fuser(6) 96/97: 4. plads, 55 point, målscore: 54-37 Signori (15), Casiraghi (8), Nedved (7), Protti (7) Profiler i perioden 92-97: Luca Marchegiani (Spillede i klubben fra 1993-03) (339 kampe, 0 mål) En legende i målet. Førstekeeper i alle årene, som må siges at være hans mest succesrige. Selvom teknikken ikke altid var den bedste, var Marchegiani en stabil målmand, hvilket også indbragte ham rollen som reservekeeper for Italien i flere år. Han nåede 9 landskampe, heriblandt 3 kampe under VM ´94 i USA. Blev efter mange år som førstevalg slået af holdet af Angelo Peruzzi i 2000 og forhold Lazio i 2003. Guiseppe Favalli (1992-04) (401/6) Efter skiftet til Lazio fra Cremonese i 92 var superstabile Favalli fast venstreback i hele perioden. Aldrig en af den mest i øjefaldende, men en stor legende i Lazios historie og en stor favorit blandt fansene. Han er den spiller der til dato har spillet flest kampe for Lazio gennem historien. Senere også både vice - og anfører. Forsatte under både Zoff, Eriksson, Zaccaroni og Mancini, inden han forlod klubben til fordel for Inter. Paolo Negro (1993-05) (376/24) Spillede både højreback og midtforsvar. En kompromisløs type, der samtidigt viste stor styrke på dødboldene. Forsatte som Favalli mange sæsoner i klubben. Nåede 8 landskampe for Italien. Alessandro Nesta (1993-02) (261/3) Kongen af Rom debuterede allerede som 17-årig på fårsteholdet. Men det var først under Zdenek Zeman at Nesta etablerede som forsvarets styrmand. Tidligere var han både midtbane og angrebsspiller. Gik i perioden fra at være utrolig talentfuld til at være landsholdsspiller for Italien og anfører for Lazio, allerede som 21-årig. Skiftede senere til lazialernes store fortrydelse til AC Milan i 2002. Jose Antonio Chamot (94-98) (100/1) Blev købt til klubben efter en succesfuld VM-slutrunde USA 94 for Argentina. Han blev en stor succes de første sæsoner, hvor han spillede mest i det centrale forsvar eller på venstreback. Stærk og enormt hurtig, men efter Zeman forhold klubben gled han langsomt ud af holdet, også pga. af flere skader. Skiftede til Atletico Madrid og senere AC Milan. Nåede i alt 43 landskampe for Argentina. Roberto Cravero (1992-95) (99/15) Var en stor profil da Cragnotti købte ham i Torino i '92, og han var da også bindeledet i forsvaret de første sæsoner, inden yngere kræfter som Negro og Nesta tog over. Lavede 15 mål for klubben; størstedelen på straffe. Tog i '96 tilbage og spillede nogle sæsoner i Torino, hvor han sluttede sin karriere. Diego Fuser (92-98) (242/42) Spillede højremidtbane under Zoff og centralt under Zeman. Den lange Fuser lavede en del mål for klubben i alle hans sæsoner, og var i det hele taget en større profil end han tit får kredit for. Ødelagde dog noget af sit gode rygte hos Lazio, da han senere i karrieren skiftede til Roma. Nåede 25 kampe for Italien og scorede 3 mål. Aron Winter (1992-96) (155/27) Som produkt af Ajax-skolen var Winter en kreativ og teknisk god spiller. Han spillede på den centrale midtbane, og var en af de største profiler i perioden. Målfarlig og altid hårdtkæmpende burde han være en publikumsfavorit. Men har senere udtalt at han aldrig følte fansene kunne lide ham, måske pga. hans hudfarve. Han skiftede i '96 til Inter og vendte senere tilbage til Ajax. Nåede hele 84 landskampe for Holland og 6 mål. Roberto Di Matteo (1993-96) (88/7) Den elegante men meget skadesplagede spiller opnåede stor succes hos Lazio efter skiftet fra den schweiziske klub Aurau. Blev købt som gardering for Gascoigne, men endte med at overstråle ham. Sammen med Winter og Fuser en komplet midtbanetrio både defensivt og offensivt. Blev solgt til Chelsea, hvor han ligeledes opnåede stor succes, inden skader satte en stopper for hans karriere. Repræsenterede Italien 34 gange og scorede 2 mål. Han har sidenhen som træner vundet Champions League med Chelsea i 2012. Paul 'Gazza' Gascoigne (1992-95) (47/6) Nåede kun 47 kampe for Lazio i sine 3 sæsoner pga. skader. I starten nåede Gazza at henrykke Rom, men som helhed var hans tid i klubben en stor skuffelse. Den elegante midtbanespiller endte med at skændes med træner Zeman, som havde sat ham af holdet. Røg så retur til England. Giorgio Venturin (1994-99) (90/2) Spillede to rigtige sæsoner for Lazio på den defensive midtbane, hvor han supplerede Di Matteo. Nærmest usynlig på banen, men yderst værdifuld som bolderober og spilfordeler. Dario Marcolin (1992-00) (70/2) Venstrebenet offensivspiller. Der var store forventninger til Marcolin, da han kom til klubben fra Cremonese, hvor han havde været profil. Men han blev en kæmpe skuffelse, der aldrig formåede at slå igennem. Evighedstalent. Roberto Rambaudi (1994-99) (109/13) Det var meget naturligt at Zeman ville have Rambudi, da han tiltrådte i 94. Deres samarbejde havde været meget succesfuld i Foggia. Men Rambaudi faldt aldrig ind på holdet. Han fik lang snor af træneren som højre angriber, men målene og succesen udeblev. Pierluigi Casiraghi (1993/98) (188/56) Stor profil i hans fem sæsoner i Lazio. Ikke superhurtig eller nogen målkonge, men altid hårdtarbejdende og skabte utrolig meget plads til Beppe Signori. Havde desuden næse for at lave vigtige mål og toppe i de vigtige kampe. Den store angriber skiftede til Chelsea, hvor han i en alt for tidlig alder blev erklæret fodboldinvalid. Spillede 44 landskampe og scorede 13 mål. Er netop blevet udnævnt til U/21 landstræner for Italien. Alen Boksic (1994-96 og 97/00) (157/50) Den første periode i Lazio var den mest succesfulde. Blev købt fra franske Marsielle, hvor han tidligere havde fejret en sejr i Champions League. Den lange angriber viste stor teknik og fodboldintelligens, og var ikke bare en hyppig målscorer, men forstod at iscenesætte sine medspillere. Stod dog en smule i skyggen af Signori/Casiraghi. Juventus købte ham i 96, hvorefter han vendte tilbage til Lazio efter kun en enkelt sæson i Norditalien. Guiseppe Signori (1992-98) (195/127) Lazio-legenden. Mest succesrige angriber i Lazio siden Chinaglia. Han bombede løs fra første dag efter skiftet fra Foggia. Den lille elegantier sparkede både straffe og frispark med stor succes med hans frygtede venstreben. I perioden 92-97 lavede han 106 Serie A mål for Lazio, mere end en tredjedel af de mål Lazio scorede. 3 gange i perioden blev han topscorer i Serie A. Manglede måske det endelige gennembrud internationalt, men nåede 28 kampe og 7 mål for Italien. Måtte til alles utilfredshed forlade klubben i '98, hvorefter han skiftede til Bologna. Læs vores artikel om Signori her Udover de nævnte spillere kan fra perioden også fremhæves: Fernando Orsi, loyal reservekeeper, der senere blev assistenttræner for Lazio. Bergodi og Bacci, reservespillere i forsvaret. De australske defensivspillere Mark Fisk og Paul Okon, der begge floppede gevaldigt. Gottardi, den schwieske superreserve. Stortalentet Alessandro Grandoni fra egen rækker, der forlod klubben i '98 til fordel for Sampdoria, da der gik rygter om et forhold til Vladimir Jugovic. Midtbanetalentet Roberto Baronio, som blev i klubben frem til sin karriere sluttede, men aldrig slog igennem. En ung Nedved, spillede med succes, og blev sluset ind på holdet under Zeman/Zoff. En meget ung og lovende Marco Di Vaio, der brød igennem med 3 mål i 8 kampe, men havde ikke tålmodigheden. Dyrtindkøbte Igor Protti floppede, og spillede kun én sæson. I perioden havde Marco Piovanelli, Massimiliano Esposito og Rento Buso desuden korte og knapt så succesfulde ophold.