Hvis man ser på de to seneste Lazio-Sampdoria opgør, så står den i målfestens tegn: 7-3 endte opgøret 7. maj 2017 og 4-0 22. april 2018.
Det er dog ikke en forventning om en storsejr Lazios fans går ind til dette opgør efter fire kampe i streg uden sejr, hvoraf de seneste tre Serie A opgør er endt 1-1 (som ikke er sket for Lazio siden 2006).
Noget kunne dog tyde på at der alligevel er mål i vente, og det ser ud til at det kommer helt an på, hvilket humør Sampdoria er i. Tre ud af de seneste fire kampe er nemlig endt med slutresultatet 4-1: to gange som nederlag til Blucerchiati og sidste uge i en sejr mod Bologna.
Lazio derimod er rendt ind i et uforudset problem: manglen på mål. De seneste to sæsoner under Inzaghi har været én stor målfest, men i år scorer Lazio simpelthen ikke nok mål. Immobile fortsætter egentligt sit vanvittig stime og er kun et enkelt mål fra førstepladsen på topscorerlisten med ni mål. Det er sådan set heller ikke Immobiles skyld at der ikke bliver scoret flere mål: Luis Alberto, Milinkovic-Savic og forsvarsspillerne (primært fra dødbolde) har alle scoret markant færre mål end på samme tid sidste sæson. Og det er endda i en sæson, hvor Lazio to gange har scoret fire mål i en kamp (mod Genoa og Spal), så det vidner blot om at det lave antal mål er fordelt over for mange kampe.
Op til kampen i aften og efter den frustrerende indsats mod Chievo i søndags har holdet været på træningslejr på Formello for at styrke sammenholdet og troen på sejr igen. Mange kalder det krise, men det er svært at retfærdiggøre det over for et hold, der ligger et point fra Champions League placeringerne samt ikke har tabt i Serie A siden slutningen af oktober. Det kan også vise sig at være lidt af en genistreg fra ledelsen, for det viser kun at de er ude i rettidigt omhu og undgår krisen inden den reelt er indtruffet. Omvendt er det svært at se, hvordan Lazio skal komme ud af den, hvis ikke de formår at slå Sampdoria i aften.
Hvorom alting er, så har Inzaghi endelig hele sin trup til rådighed, da Leiva er blevet sin skade frit og Luis Alberto har fået grønt lys af lægestaben til at spille.
Det bliver dog Caicedo der får lov til at starte inde ved siden af Immobile i aften, da han har slået konkurrenterne Luis Alberto og Correa - der endnu har til gode at bevise sit værd fra første fløjt. På mål og i forsvaret får alle genvalg som mod Chievo, mens Patric får chancen fra start i stedet for Marusic, der har døjet med lidt skavanker denne uge.
Derudover er resten af midtbanen en tro kopi som mod Chievo, hvilket betyder at Leiva stadig bliver sparet på trods af at han er meldt skadesfri.
Den officielle startopstilling er:
LAZIO (3-5-1-1): Strakosha; Wallace, Acerbi, Radu; Patric, Parolo, Badelj, Milinkovic, Lulic; Caicedo; Immobile. Bænken. Proto, Guerrieri, Luiz Felipe, Bastos, Basta, Caceres, Marusic, Durmisi, Lukaku, Cataldi, Leiva, Jordao, Berisha, Murgia, Correa, Luis Alberto, Neto, Rossi.
FORZA LAZIO
Milan spillede uafgjort, så det hjælper da lidt på det.
Men ja, hvis vi ikke selv kan udnytte det, så hjælper det vel ikke så meget...
Forza Lazio!