Der er få kampe i løbet af en sæson, der fylder så meget hos Lazio fans i dagene og ugerne op til netop denne kamp. Som i fylder rigtig meget. Som i fylder 'hvis-nu-jeg-rykker-denne-kuglepen-på-den-her-side-af-mit-skrivebord-betyder-det-så-mon-at-vi-vinder?' meget! Det er selvfølgelig Derby della Capitale. Selv de bedste teambuilding tiltag på arbejdspladserne i Rom kan gøre noget ved konflikter ugerne efter et lokalopgør mellem Lazio og Roma fans.
De senere år, specielt i årene i den gyldne æra, hvor trofæerne nærmest var klistret til truppen, kunne der tit være en følelse af at Derby rivaliseringen var en saga blot - nu gjaldt det alle kampe, og hvis vi vil være i top tre, skal vi se bort fra vigtigheden af denne kamp og fokusere på de andre kampe omkring kampen. Personligt kan jeg ikke forene mig med denne tanke. Når der er en Serie A runde er der to hold jeg holder med: Lazio og det hold, som møder Roma. Og er der noget mere skønt at se Roma tabe i sidste minut mod Milan? Eller se holdet tabe 7-1 til Manchester United og Bayern München i Europa? Eller at se Klose score i overtiden til 2-1 mod Roma foran Curva Nord?
Nej, rivaliseringen mellem Lazio og Roma er dét største i DNA'et for en Lazio fan, og derfor er kampen i morgen den vigtigste kamp på sæsonen - lige indtil der står et nyt Derby på programmet.
I store dele af det ovennævnte er det selvfølgelig den klassiske håneret, der er altafgørende. Muligheden for at svine sine rivaler til - og at det er fortjent - betyder så frygteligt meget. Det fedeste er selvfølgelig at kunne sige at man har vundet Coppa Italia Derbyet 26. maj, frem for at sige det - som Nainggolan sagde i Coppa Italia semifinalerne to sæsoner siden: "Tro mig, vi skal nok vinde dem." Nej, Radja, Lazio endte med at gå videre, og i sidste ende hjemføre en Supercoppa italiana trofæ til samlingen. Dét er fedt.
Sidste sæson så vi også en ændring, desværre ikke til Lazio fordel, efter det første Derby på sæsonen. Efter en sensationel sæsonstart stod Lazio over for Roma i en kamp, der reelt betød at Lazio kunne kæmpe om tre pladserne igen, så fremt de vandt kampen. Det gik imidlertid ikke, og nederlaget på 2-0 var tydelig ugen efter, da Fiorentina var på besøg, og Lazio i overtiden måtte se Viola udligne til 1-1. Inden kampen havde Lazio vundet seks Serie A kampe i streg - efter Derby nederlaget vandt Lazio blot to ud af de seks opgør. En Derby kamp kan nemlig sætte sine spor ugerne efter på resultatlisten.
Og det kan også i den grad være tilfældet i år. Roma kommer fra en katastrofal ringe sæsonstart og har i den grad brug for at rette op på resultaterne, hvor de blandt andet smed en 2-0 føring til de absolutte bundpropper fra Chievo til et 2-2 resultat, mens de ugen efter tabte 2-0 til Bologna, der inden opgøret ikke havde scoret et mål og tabt alle undtagen en enkelt uafgjort 0-0 mod Frosinone.
Omvendt har Lazio fået en flot sæsonstart der, trods nederlagene til Napoli og Juventus, har budt på lutter sejre. Nu skal Lazio dog for første gang op mod en kvalificeret modstander, der kan yde langt mere modstand end Empoli, Frosinone, Apollon Limassol, Genoa og Udinese.
En sejr til Roma kan kickstarte deres sæson for alvor, mens et nederlag kan betyde fyring til Di Francesco og en meget svær periode. Omvendt kan en sejr til Lazio betyde en reel tro på en sæson, der minder om sidste sæsons, og endda en top 4 placering, mens et nederlag kan betyde at Lazio skal bruge uger på at finde en ny sejr.
Fordi helt ærligt har der også været langt mellem de fantastiske optrædener for Lazio. Hvor Lazio tryllebandt Serie A med flot og kompakt offensiv fodbold sidste sæson, har Biancocelesit noget sværere ved at finde det overbevisende og flydende spil frem. Resultaterne er kommet, men det har aldrig været på reel overlegenhed - mere på en kynsime, som vi ikke har været vant til under Inzaghi. Man skal selvfølgelig aldrig kimse af et hold, der kan finde ud af at vinde flere kampe uden at brillere, men det er nærliggende at tro at et reelt nedbrud kan finde sted for Inzaghis tropper, hvis ikke der snart kommer lidt mere kontinuitet fra spillernes præstationer.
Når det så er sagt, så kan det ikke komme bag på nogen at Lazio er udset sig som formmæssige favoritter til kampen. Men hvornår har form nogensinde betydet noget i et Derby? Omvendt har det faktisk vist sig ofte at det er det hold, der står med ryggen mod muren, der oftest trækker sig sejrrigt ud af opgøret. Fordi holdet har skulle bevise sig mere end de formstærke favoritter. Betyder det så lige pludseligt at Roma er favoritter? Tja, konklusionen må vel være at ingen af holdene kan - og vil - påtage sig favoritrollen.
Favoritter eller ej, så går Inzaghi indtil kampen med et hold uden skader eller karantæner - en bedrift i sig selv. Luiz Felipe vendte tilbage mod Udinese i onsdags, det samme gjorde Berisha, dog uden at få spilletid, mens Radu er meldt fit for fight af lægestaben.
Derfor er de helt store spørgsmålstegn også forduftet op til kampen. Det eneste reelle spørgsmål er om Radu starter inde på trods af at han er meldt klar. Radu er også sådan en type spiller, der kan blive revet lidt for meget med af disse kampe, og derfor bør være på bænken, hvor hans temperament kan holdes lidt mere nede. Som da han for snart en del år siden alene frontede 5-7 Roma spillere. Eller da Radu efter en udvisning viftede med langefingeren ud mod Romas fans på vej ned i spillertunnellen. Dog er Radus erfaring usammenlignelig med andre i truppen, og netop det kan betyde at han spiller. Han står heller ikke alene, som en spiller, der kan vise mere hjerte end hjerne: her popper navne op som Senad Lulic, Sergej Milinkovic-Savic og Ciro Immobile op. De er kendte for at gå lidt mere til den end vanligt i disse opgør. Det er også de spillere, der har sat sit aftryk på Derby i den seneste årrække.
Forventet startopstilling:
3-5-1-1
Strakosha
Luiz Felipe-Acerbi-Wallace
Marusic-Parolo-Leiva-SMS-Lulic
Luis Alberto
Immobile
I morgen står den på intet mindre end Derby. Det kan blive en ny festdag, og det kan blive en meget kedelig og grå dag. I morgen kan det blive en opvisning i grintà, i viljen til sejren ovre sine bitre rivaler. I morgen har Lazio i den grad brug for en sejr over Roma. For det er meningen med det at være Lazio fan.
FORZA LAZIO!!!
Følelserne sidder selvfølgelig uden på tøjet en dag som i dag, så bær over med mig og måske taler jeg mere rationelt om et par dage... Men i dag; straight from the heart:
Dette handler ikke så meget om kampen i går, men mere om det store billede.
Det gør ondt at vi har så svært ved at tage det sidste skridt op blandt de bedste. Det føles som om vi er den evige 5'er. Jeg synes også det var et problem de gange vi mødte specielt AC Milan (Coppaen især), Merda og Inter i sidste sæson. Udefra set føles det som om vi bliver kuet af at de andre historisk set er mere "vinder"-klubber end vi selv er. Altså klubber man er vant til vinder pokaler, ligger i top-3/4 og er favoritter. Det handler om en vinderklub-dna. Sådan noget som Real Madrid, Juve og Barca er dem der har aller mest af i verden.
Vi er den evige 5'er så derfor vil de andre altid være favoritter. Man sidder ikke med en fornemmelse af at vi tør at satse på at blive en af de store (i Serie A) fordi vi ikke tidligere har været det under Lotito - vi har nemlig tidligere kun været på nippet til det, men det er ikke lykkedes kontinuerligt over flere sæsoner i træk. Men er det ikke NU at vi skal prøve at hive hele klubben et skridt op ad stigen og ikke et skridt ned igen? - altså vi kan næsten ikke bede om mere momentum end oven på sidste sæson som var blandt klubbens bedste i den nye æra og hvor klubber som Inter, Merda og AC Milan svinger en del og har store omvæltninger og udfordringer på kontorgangen. Jeg ved ikke hvornår vi ellers skulle prøve at hive klubben op ad rangstigen? For det er vel et evigt og stålfast mål altid at prøve at drive klubben frem ad og udvikle os. Der er gået næsten 15 år nu uden vi kontinuerligt har ligget i topstriden.
Jeg hader at vi aldrig kan gå ind til de store kampe og turde tage teten. På pressemødet, på det mentale plan, på det taktiske og aller mest af alt på det krigeriske - altså der hvor vi kan kue de andre. Der hvor vi kan skabe frygt allerede inden første fløjt. Inter, ACM og Merda skal skide i bukserne når de skal møde os... og det tror jeg simpelthen ikke de gør. Selvfølgelig ved de at det bliver svært og de skal spille op til deres bedste, men frygte os? Det gør de ikke. Ikke ligeså meget som vi frygter dem. Vi frygtede at møde Roma langt mere i går end de frygtede os.. fordi vi plejer jo som regel have svært ved at hive et godt resultat hjem mod dem!
Lidt ligesom vi altid er bekymrede inden en Napoli kamp. Den frygt er noget Napoli har skabt i os fordi de kan. Napoli er forøvrigt et glimrende eksempel på en klub der har trukket sig selv kontinuerligt op ad rangstigen i løbet af en nyere præsidentperiode (De Laurentis indtræder samme år som Lotito, men samler klubben op i en historisk nedtur). De kæmper så blot om et enkelt trin mere, men det er en helt anden kamp.
Jeg hader at vi ikke tør påtage os noget mere ansvar før en kamp som denne.. og før 1-2 nederlaget og 0-0 derbyerne sidste sæson.. og før AC Milan semifinalen i sidste sæson.. og før den nådesløse Inter-kamp i sidste sæson. Vi kryber sammen og bliver hemmelige når vi står for tærsklen til at kunne præstere noget stort.
Jeg ved godt at alt dette ikke bare er noget man gør og der er en million andre faktorer som transferpolitik, spillermateriale, erfaring, talent, osv osv, men det føles bare som om vi ikke kan komme videre under den formel som klubben kører efter nu.. og den attitude som klubben udstråler til omverdenen. Man kommer langt med ydmyghed.. ret langt endda.. og det har vi bevist, men man kommer ikke hele vejen. Det var sidste sæson et absolut glimrende eksempel på: vi slår et hav af klubrekorder og spiller noget nær det bedste Lazio-bold nogensinde i 118 år, men ender alligevel som 5'er. Den evige fucking 5. plads. Det gjorde nærmest bare billedet endnu mere klart at det skulle ske med 11 minutter tilbage af en hel sæson og at spilleren der begår straffet skifter til modstanderen.
Jeg savner noget vinder-fandenivoldskhed (erfarne vindere skaber nye talentfulde vindere), kynisme (vi skal lukke kampe) og arrogance (kue de andre før, under og efter kampen). Det er tre strenge der ikke er tydelige nok i vores klub-dna.. og det er noget der ikke er andre der kan ændre end klubben selv.