Her kommer et rigtig fodboldnørdet indlæg! Elsker at gå ned i Lazios taktisk og spilfilosofi. Nogen gange handler en sejr mere om tilfældighed og vildskab end taktik, men med Sarri ved roret bliver netop dén påstand altid udfordret. Spark ind hvis I har inputs!
Der er en stor hædersbevisning at få taktikker og spilfilosofier opkaldt efter sig eller blive synonym med en taktisk strømning i trænerverdenen. Eksempelvis vores gamle helt Sven Göran der var en af de første der brugte zone opdækning lang tid før han kom til Lazio, vor elskede værste fjende Mou der blev synonym med at parkere bussen under sine mange togter i Europa og selvfølgelig en af de særligt nyskabende, Johan Cruyff, med sin possesionfodbold, falske 9'ere og diamanten.
Trods utrolig svingene resultater siden ankomsten skal man ikke tro at Sarri er Mr. Nobody. Der var en grund til at fodboldjournalisterne opfandt termet "Sarri-ball". Uden at have set alle Empolis kampe kan jeg forstå at han altid har udført og uviklet en variation af sin filosofi siden starten, og så fik hele verden den at se da han smadrede Napoli ind i mesterskabskampen flere sæsoner i træk, hvor de spillede noget af det smukkeste fodbold jeg kan huske at have set i nyere Serie A historie.
Man kan ikke slå op præcis hvad Sarri-ball er, men jeg opfatter det således:
Det er en slags tikki-takka, men mere på langs ad banen end i små rum som den slags Barca eksekverede med Messi/Xavi/Iniesta. Det lodrette fokus handler om at komme frem til feltet hurtigt og det er også derfor Sarri aldrig har spillet med mere end tre mand på midtbanen. Spillet skal foregå i et utrolig højt tempo og hver position på banen har nogle helt bestemte løbemønstre som skal sørge for at der altid kan dannes en trekant omkring en modstanders pressende spillere, således at der ALTID er nogen fri. Modsat Barcas tikki takka handler det dog i større grad om at spille bolde i et frit rum på vej ind i løbebanen på en medspiller.
Bolden skal gerne ende i en af kantspillernes løbebaner med retning mod mål. Kantspilleren kan slå korte flade kontrollerede indlæg (ikke høje tilfældige indlæg langt fra feltet) eller skære ind i banen og skyde selv. Der er selvfølgelig variationer på kryds og tværs, men ovenstående er et klassisk eksempel på Sarri-ball som jeg tolker det. Man kunne sikkert skrive en hel afhandling om variationerne og hvad forsvarets rolle er, men det undlader vi i denne omgang.
Et godt eksempel på et Sarri-ball mål er det vi scorer mod Verona fra denne sæson helt i starten af denne video:
Sarri-ball har to akilleshæle (Sarri selv har flere, men det er en helt anden snak):
Tempo - bolden skal flyttes rundt mellem spillerne i et ultra højt tempo ellers bliver næste træk hele tiden afsløret.
Løbemønstre - eller skulle man snarer sige træning. Spillerne skal kende deres løbemønstre på rygraden for hele tiden at kunne finde de omtalte frie rum. Det kommer nemmest igennem alt den træningstid som Sarri altid beklager sig over ikke at have nok af.
Det har været sparsomt hvad vi har set af Sarri-ball i Lazio. Det kom indimellem da vi stadig havde SMS på holdet. Han var ikke hurtig, men har jo fodboldintelligens som Zidane som kunne gøre op for det. Hvis ham, LA og måske vigtigst af alt - Zaccagni og Anderson - havde en god dag på samme tid fungerede det. Men det skyltes mere Provedel og et godt forsvar at vi endte nr 2 sidste sæson end Sarri-ball. Særlig i foråret sidsteår scorede vi virkelig få mål.
Det er som om der er sket et skifte henover denne sæson. I ovenstående Verona-kamp lykkedes det, men jeg synes det virker som om Sarri ikke har været så fastlåst omkring filosofien som tidligere. Den mest målrige sejrsstime vi har haft i denne sæson er de seneste tre kampe og ingen af målene kan betegnes som Sarri-ball.
Empoli:
1 mål klumpspil
1 mål kontra
Frosinone:
1 mål høj bold i feltet og scorer på hovedstød
1 mål kontra/pres
1 mål hjørnespark
Udinese:
1 mål frispark
1 mål lang høj bold fra forsvar til angreb. Lignede lidt noget fra klassisk engelsk 1. division.
Sarri har klassisk set været mere æstetiker end realist i sin tilgang til fodbold, men er han på vej ind i en ny periode her på sine gamle dage? Eller er dét vi ser stadig en slags variation af Sarri-ball?
Den vildskab som f.eks Guendouzi og Taty er kommet med fører også til mål, men en helt anden slags. Er han gået mere ned af en utilregnelig taktisk tilgang?
Jeg synes din definition af Sarri-ball er spot on. En tilføjelse til, hvad kunne være en mere moderne variant af Sarri ball er hans utrolige tålmodige spillestil efterhånden. Bolden må gerne spilles frem og tilbage indtil den helt rette mulighed opstår - typisk ved en fejl fra modstanderen. Jeg synes i hvert fald det er slående, hvor mange gange vi ikke trykker på fuld speeder når vi har en kontramulighed, mens vi er foran. I går mod Roma skulle vi jo have satser hele butikken på et par kontra i minutterne mellem 65 og 80 - men det var tydeligt at instruksen var at få alle mand frem, så vi kunne holde taktikken klar.
Men jeg synes egentligt stadig han spiller en hel klassisk omgang med Sarri-ball, da der jo er så meget fokus på de skide trekanter i opspillet. Jeg tror egentligt den store grund til at vi ikke scorer så mange mål - udover at jeg synes vi er for tålmodige og derfor ikke tager nok risici - er at vores angribere simpelthen ikke er gode nok. Immobile er stadig en skygge af sig selv og alt for skadesplaget, mens Taty viser lovende takter, men mon han kommer op på 10 mål denne sæson? Derudover er Felipe Anderson farlig som falsk 9'er, men han brænder sgu også for mange chancer.