1977. Luciano Re Cecconi. Historien om Lazios tragiske mord
18. januar 1977. Det er en kold eftermiddag I Rom når Luciano Re Cecconi endelig kan smile igen. Tre måneder er der gået, siden han fik en skade, der holdt ham væk fra banen i så lang tid. Tre triste måneder, brugt uden fodbold, og tanken om den døende Maestrelli i sin seng. "Han er fuldkommen skadesfri. Han er klar og kan spille," siger Fr. Ziaco. Luciano er meget glad, han synger og danser under bruseren, ligesom den dag Lazio vandt sin første Scudetto. Efter træningen beslutter Luciano at forlade træningen med holdkammeraten Pietro Ghedin. De bestemmer sig for at spise aftensmad sammen. Det er lukketid for butikkerne i Rom, et farligt tidspunkt, hvor røverierne er mest udbredt. Luciano vil klippe sit hår, men det er for sent, og der er en kæmpe kø ved barberen. De går til en anden butik, som ligeledes er for fyldt med kunder. De beslutter sig derfor for at tage til en parfumebutik, hvor ejeren er Lucianos ven Giorgio Fraticcioli. Klokken er næsten 19.30. Fraticcioli skal levere et par parfumeflasker til en juvelerbutik tæt på hans egen vej, via Francesco Nitti. Re Cecconi og Ghedin tager med Fraticcioli. Juveleren hedder Bruno Tabocchini fra Marche. Hans favorit hobby er jagt, han køber sjældent aviser, og læser aldrig sporten. Han er ingen fan, og kender ingen fodboldspillere. Han er ejer af tre pistoler og en riffel. Et år tidligere var der et røveri mod hans butik, men Tabocchini var hurtigere end røveren, og skød efter dem, hvor han ramte en. Fraticcioli, Re Cecconi og Ghedin er foran juvelerbutikken. Fraticcioli viser parfumeflaskerne gennem vinduet, og Tabocchini lader dem komme ind. Fraticcioli lader flaskerne være på bordet. Ved siden af ham har Re Cecconi sine hænder i sine lommer. "Jeg laver lige en joke," hvisker Re Cecconi til Ghedin. "Alle sammen ned, dette er et røveri!" råber Re Cecconi. Alt sammen sker indenfor få sekunder. Juveleren tager fat i sin pistol, Waltheren. Pistolen er ikke sikret. Først peger han pistolen mod Ghedin, men han er meget hurtig til at trække sine hænder i vejret. Umiddelbart efter er pistolen rettet mod Re Cecconi, 28 år gammel. Fingeren rører aftrækkeren, pistolen skyder, og skuddet rammer Re Cecconi i brystet. Luciano bliver hvid, han rykker sig et skridt fremad, "Det var en joke, det var en joke," når han at sige inden han rammer gulvet. Ghedin er ved siden af ham: "Ghedo, gå ikke væk, vent," er det næste Luciano siger, men hans stemme er allerede meget svag.
"Luciano, hvad laver du, spiller du skuespil? Kom nu, ikke lege lege, op med dig!" råber Ghedin. Men Luciano svarer ikke mere.
"Hvad har du gjort?!" spørger Ghedin juveleren.
"Jeg ville også have skudt dig, hvis du ikke tog armene op af!" svarer juveleren.
"Men det her er en Lazio-spiller! Den mand er Re Cecconi!" råber Fraticcioli. Nu forstår Tabocchini, og begynder at skrige desperat. Der er ingen tid at spilde, Luciano bliver omgående bragt til hospitalet i bil, men der er intet at gøre. I starten er nyhederne ikke klare, rygterne går på at Re Cecconis far er myrdet. På hospitalet finder journalisterne den tragiske nyhed.
På begravelsesdagen er applausen den samme, som man kunne høre den dag han scorede mod Juventus, et mål han tilegnede til hans døende Maestro: Tommaso Maestrelli. Processen ville blive en yderst vigtig en, anført af en af de bedste dommere i Italien. Tabocchini blev frikendt af mordet, med begrundelsen: 'hans aktion var retfærdiggjort i henseende til hans eget forsvar.â' På trods af kendelsen er der stadig stor skygge og tvivl over denne tragiske episode.
