1927, 25. juni. S.S. Lazio undgår facistregimet

August 24, 2007

 

Juni 1927. Det Nationale Fascist Partis Romerske Føderations sekretær, Italo Foschi, kommer med en idé: at sammensætte alle de store romerske hold til et stort hold. Dette betød at Lazio, Alba, Fortitudo og Roman skulle fusioneres, og starte klubben 'Associazione Sportiva Roma', hvilket skulle bære byrådets farver, der var gule og røde.

 

I Lazios hovedkvarter er der ingen der har hørt noget om dette forslag. Ergo, er der ingen der frygter. Det er hen af slutningen af juni. I Rom og dens forstæder er der folk, der dekorerer gaderne med banerer og lys, da der snart er byfest, hvor skytshelgen skal fejres. Samtidigt falder der et brev ind på Lazios hovedkvarter. Lazios formand er tilkaldt til Fascistpartiets hovedkontor til en hastig samtale.

Lazios folk er chokerede. Det var ikke muligt, at tænke på noget, der var værre end dette, der kunne ske for Lazio. Italo Foschis idé var ildevarslende klar.


Lazio mand, Olindo Bitetti, bliver rasende. Han griber brevet, og styrter ned til militærkasernen. Han spurter ind i kasernen og ind til Generalstabens kontor, konsul Giorgio Vaccaro, en velkendt Lazio medlem. "Vi er på røven!" råber Bitetti, uden at hilse på Vaccaro.

Giorgio Vaccaro er målløs. Han prøver at dæmpe Bitetti, før han spørger efter en forklaring. Bitetti, udmattet og prustende, med et ansigt rød som en tomat, siger: "Foschi vil fusionere Lazio med de andre hold fra Rom til at skabe Roma!!! Se, jeg har brevet her, det er svindel! Vi er på røven!"
Vaccaro kigger på brevet og læser: Lazios formand skal mødes med Foschi inden to dage.
Han kigger derefter igen op på den sørgmodige Bitetti, åbner hans arme, og spørger "Hvorfor også Lazio?"

Bitetti lader hans vrede løbe ud: "Fordi Foschi tror, at det er muligt at gøre det godt i den nationale liga med kun et fodboldhold fra Rom, uden modstandere. Fordi Lazio er et godt hold, og meget velorganiseret, vil vi kunne slå enhver andet hold i hovedstaden. Derudover har dette nye hold ingen stadion, mens vi har Rondinellaen. Vi skal gøre noget! Åh Gud, hvad kan vi gøre, hvad?!"

Vaccaro tænker et kort øjeblik, og siger så: "Altså, der er ikke meget vi kan gøre på kun to dage!"


Pludselig bliver rummet helt stille, og både Vaccaro og Bitetti sætter sig ned. Ansigtet af den sidstnævnte skifter fra et udtryk af spænding til et udtryk fuldt af resignation.

Minutter går, og der sker intet.

Endelig bryder Vaccaro stilheden. Bitetti følger ham med hans øjne, noget håb trænger frem på hans ansigt. Vaccaro rejser sig op: "Der er en vej! Lad os fremsætte General Varini som præsident, og mig selv som vice-præsident. Og så vil jeg møde Italo Foschi!"

Bitetti er lettet, men Vaccaro er ikke færdig endnu: "Få fat i medlemmerne med det samme, og gør det klart at de her møder er fastlagt. Derefter kom tilbage til mig. I mellemtiden vil jeg beholde brevet."


Vaccaro griber fat i brevet og sætter den ned i sin højre støvle (Dengang havde man små lommer nede i sine støvler for at holde små dokumenter). Bitetti er dog tvivlsoml: "Vil Varini acceptere?" Hvorefter Vaccaro svarer: "Vi fortæller ham det senere."

Bitetti løber tilbage til SS Lazios hovedkontor. Da han ankommer begynder han at råbe som en sindssyg "Møde! Møde! Møde! Kom hurtigt, der er møde for medlemmerne!" Kollegaerne, der stadig intet vidste, kiggede skeptisk på ham, og tænkte at han var en psykopat. "Denne Bitetti - hviskede de - er altid utrolig hyperaktiv."

Medlemsmødet blev holdt dagen derpå. Infanteriets General, Ettore Varini, bliver præsident og afløser Micozzia. Vaccaro er, som planlagt, blevet vice-præsident, Bitetti sekretær.

Dagen efter møder Vaccaro med Italo Foschi. Giorgio Vaccaro banker på døren på Foschis kontor, og langsomt åbner døren; han sætter først det ene ben ind, og viser så sig selv. Foschi kigger på ham og spørger: "Goddag, kan jeg hjælpe?" 

 

Vaccaro svarer: "Du har sendt bud efter mig." 

Foschi bliver nu endnu mere forvirret: "Mig? Hvornår?"
Vaccaro smiler og rækker Foschi brevet.
Foschi: "Ah ja, men det brev er sendt til Lazio, og jeg har spurgt efter præsidenten."
Vaccaro: "Præcis. Siden i går, er Varini præsident, og jeg er vice-præsidenten. Så. Forklar mig hvad du vil."

Foschi kigger på ham, tænker lidt og forstår efterhånden, og siger så: "Altså, vi har brug for et storhold i Rom. Alba, Fortitudo og Roman er mere end klar til at fusionere; med jer vil det være perfekt, siden I har en god organisation, hvilket vi kan bruge, og I har også en god fodboldbane."

Vaccaro leger at han er interesseret: "Alt er muligt. Men hvad er betingelserne?"
Foschi er en smule lettet: "Guld medaljevinderen, Ulisse Igliori, vil være præsident.
Vaccaro: "Ok. Hvad med farverne?"
Foschi: "Det er da klart, at vi vil bruge farverne fra byrådet: gule og røde."
Vaccaro væmmes ved tanken, skifter hans position på stolen, men han vil stadig lege med lidt endnu: "Ah Ok, jeg ser hvad du mener. Og hvilket navn vil du give dette nye hold?"
Foschi: "Det vil være Roma, selvfølgelig."

Herefter konkluderer General Vaccaro: "Du siger altså: Lazio forsvinder. Det nye hold får gule og røde farver. Navnet Roma. Og Lazios stadion. Javel.

"Så, min ven Italo, glemmer du noget: Lazio er en Ente Morale. Ergo, kan vi sagtens snakke om fusionen (Vaccaro er ironisk, Foschi nikker), men kun hvis holdet bliver kaldt Lazio, og vil have farverne som himlen.
Jeg må også sige at jeg selv ikke er enige i fusioner, fordi to stærke hold skaber intensitet, og intensitet er det basale i sport. Lazio har en stor fanskare, meget større end de andre klubber, dette er også et element der skal tænkes over. Fans og atleter er blodet og fremtiden i sport. Vi må forsvare dette."


Foschi kigger på Vaccaro, og siger noget efter nogle sekunder: "Jeg har forstået dit budskab. Lazio bliver ikke fusioneret."

Igen vandt Lazio, i navnet af hendes ideologi. Og dette er den mest hemmelige sejr, stort, bestemt. Kun få vil vide hvad der skete mellem de to aftener tilbage i Juni 1927 (d. 25.-27.). En klub der husker sine heroiske legender - Bigiarelli, Ancherani, Corelli, Ballerini - mestrer, og elskede pionerer, Lazio, der var (og stadig er) den første og mest moderne forbund af sport i Rom, og syditalien. Der er få, der ved hvad der skete hvor holdet var død, og kom tilbage til live.

Meget af hvad jeg har fortalt kan findes i bøger af Pennacchia. Han interviewede Vaccaro. Jeg har tilsat nogle hukommelser i disse bøger, ting som kun jeg og mine forældre ved. Jeg ville tilsætte dem, fordi dette ikke kun er historien om min bedstefar, men en historie om Lazio, og om alle Lazio tilhængere, der har været beskyttet.

Alessandro Vaccaro

Hvad der er fortalt ovenover, er nedskrevne hukommelser fra Alessandro Vaccaro, Giorgio Vaccaros barnebarn. Giorgio Vaccaro er et kæmpe navn i Lazios historie, som alle burde kende. Dem der ikke gjorde inden: Håber I har nyt historien.

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Recent Posts

September 12, 2017

Please reload

Archive
Please reload

Næste modstander

Serie A

Sassuolo-Lazio

Søn. 24.. november

Kl.15:00

Mapei Stadium

© 2017 sslazio.dk.  Oprettet i samarbejde med Wix.com