Situationen eskalerer yderligere til næste sæson åbenbart:
Der har været noget tvivl, så for at redegøre omkring dette, så er det vigtigt at starte med, hvad dette ikke er.
Likviditetsindexet (LI) er ikke til for at gøre ligaen mere lige mellem rig og fattig. Rettere det modsatte. LI er et element af FFP, men det er ikke det eneste. FFP handler heller ikke om at give klubberne lige forhold, det handler om finansiel stabilitet for den individuelle klub. På europæisk plan er den andre forhold omkring FFP, men i Italien alene, så handler det ene og alene om risiko for konkurs.
En ting som folk ofte glemmer er forskellen på, hvordan et lån er en risiko i en privatøkonomi kontra en virksomhed. I en virksomhed, så er det naturligt, at man vil helst gerne have så mange penge på kontoen som muligt uden at bruge dem, da det sikre en stabilitet. Dette er, hvad FI handler om. Der skal være penge på kontoen. Du kan ikke købe en spiller uden, at der er direkte dækning på kontoen. Dette er faktisk normalt for virksomheder, at selvom en udgift ikke skal betales nu, så kan der være krav om, at de stadig skal kunne betale den nu. Dette gælder dog ikke for lån. Derfor tager en virksomhed typisk et lån for at betale en udgift, at de faktisk har råd til. Dette handler om, at de kan stille direkte og sikre garantier, og derfor skal betale så lav en rente, at relativt set altid vil være lavere en gevinsten ved en investering. Det kan en privat person ikke, og derfor betale man typisk et lån tilbage dobbelt, når renterne gøres op. Privatpersoner er også typisk ikke på samme måde kontrollerende i mindste detalje omkring deres penge på kontoen, og derfor kan de pludseligt forsvinde. De fleste mennesker har ikke det finansielle intellektuelle niveau til at frigøre sig fra at leve fra lønseddel til lønseddel, sådan lever en virksomhed ikke.
Derfor handler FI om, at man gerne vil presse klubberne til at tage lån, så de investerer i deres klubber, så klubberne og derved ligaen vokser. Det har et element af risiko, men det handler altsammen om, hvad der er i garantier. Ejer en klub deres stadion, så kan de tage et lån med stadionet som garanti, ejer en klub en store stjerner så kan deres værdi til dels bruges som garanti. Og ikke at forglemme, så kan en præsident stille eksterne garantier, som Cragnotti kunne stille hele Cirio som garanti i sin tid.
Kernen er dog, at klubber skal have penge i kassen. Dette gør også klubberne mere fleksible på transfermarkedet, da de ikke kan gøre noget som helst før pengene er på plads, så naturligvis sikre man sig, at disse penge er på plads lang tid i forvejen og tilpasser sine handling til, hvad reglerne er.
Og herfra udspringer vores problem.
Vi tilpasser os ikke nok og godt nok.
Vi har været på renden af fallit og arbejder på økonomisk selvstændighed, men det betyder, at vi har en mindre økonomi, end hvis Lotito lod flere at sine penge/finansiel risiko flyde i klubben. Lotito har lige tabt en mindre formue på at Salernitana ikke blev solgt til en rimelig pris, så han er heller ikke nødvendigvis glad for at smide mere guld efter os lige nu. Derfor er vi pressede på, at hver euro skal vendes i mindste detalje.
Juve er i den omvendte situation. De så en gang på tabellen, og så vurderede de, at de ikke kan tåle et tab på 80 mio. euro ved ikke at komme i CL (så meget koster det dem), og derfor lavede de en langsigtet investering på angiveligt 125 mio (transfer, løn, skat, det hele samlet) i Vlahovic. Det er netop point i investeringer, og hvis Juve så ikke kommer i CL, ja så bliver der et kæmpe udsalg til sommer (som da Inter skulle sælge Hakimi og Lukaku).
Juve gør netop det rigtige, og det som vi også burde gøre. Vi skal se hele situationen i en større sammenhæng og tage relevante chancer og risikoer. Vi tager ingen risiko, og derfor har vi ingen succes. Og når vi så endeligt tager chancen, så gør vi det ikke på sikre løsninger, men lotto-kupon som Muriqi og Zarate, som vi tror, at vi har forstået.
Juve smider omvendt omkring 200 mio. i Chiesa, Locatelli og Vlahovic, som er spillere, der har allerede over flere sæsoner bevist, at de ikke vil være flops. De kan spilles ind hurtigt, kender ligaen, har niveauet og har vist, at de kan holde det. De koster Juve det dobbelte af deres kvalitet måske, men det får Juve igen ved, at det er en sikker investering.
Det svarer til, at vi gik ud og købte spillere som Romagnoli. Der skal nok betales lidt overpris, men der er meget lille chance for, at det ikke ville være en succes. Og hvis det gik galt på kortsigt, så ville det stadig lykkedes på længere sigt. Og 20 mio. for Romagnoli lige nu ville være penge, at vi fik tilbage i voksende indtægt per større chance for at spille CL i hver sæson, at han er i klubben.
Spillere som Casale og Zaccagni er et skridt i den rigtige retning. Vicario, Rugani, Ricci, Orsolini og Pinamonti kunne bestemt også være meningsfyldte investeringer på et niveau, at vi kan betale lige nu, men det afgørende problem er ikke LI. Det er Lotito, som ikke er villig til at tage klubben videre til et niveau højere ved at tage yderligere personlig risiko.
Denne manglende risikovillighed er grunden til, at vi ikke er gået bankerot, men det er altså nærmere 2 end 1 årti siden, at vi stod i den situation. Vi må og skal komme videre. Jeg håber Lotito snart forstår det.
Det her kommer til at skævvride ligaen endnu mere end den er i forvejen.
Der er jo al forstår forskel på top og bund i forvejen og dette vil blot øge afstanden.